B.C. ÆBLET
Forside
Loading...

               Velkommen til Æblet.

Vi er en privat daginstitution med en vuggestuegruppe på 11-12 børn, en småbørnsgruppe med 15-16 børn og to børnehavegrupper med i alt 40-44 børn.          

Vores institution har åbent alle 52 uger og alle børn og voksne får fuld forplejning hver dag. Vi har dog lukket dagen efter Kristi Himmelfartsdag, Grundlovsdagen, d.24. og 31.december.

Hvis dette har jeres interesse, så kig op til os. Ring gerne og få en aftale:

Telefon nr.: 66 18 99 14 

Man kan kun blive skrevet op ved henvendelse til os.


Åbningstider:
Mandag-Torsdag 6:20-16:40
Fredag 6:20-16:00

Priser pr. måned:

Vuggestueplads inklusiv fuld forplejning og bleer koster 3933,00 kr. indtil børnene er 2,9 år.

(Fra d. 1.1.2017:
3950,00 kr.)

Børnehaveplads inklusiv fuld forplejning koster 2578,00kr. 

(Fra d.1.1.2017: 2650,00 kr.)


Informationer til nye forældre

 

En vuggestue, en småbørnsgruppe og to børnehavestuer

Alle i personalegruppen byder jer velkommen i Æblet. Vi håber at I vil føle jer godt tilpas her og at jeres barn vil få en dejlig tid hos os. Vi er klar til at gøre det bedste sammen med jer for jeres barn. Vi beder jer om åbenhed, og spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt. Det samme er gældende, hvis I er utilfredse med noget. Sig det til os. Mange gange viser det sig, at der er en forklaring på tingene

 

Opdeling af børnene

Institutionen er delt op i to teams:

Småbørnsteamet med Alfestuen med 11-12 0-2,6årige børn og Junglestuen med 15-16 2,6-3,6/3,9årige børn. Nye børn fra dagplejere og andre dagtilbud starter, når de er 2,10 år. Det er kun Æblets vuggestuebørn, som starter på Junglestuen som ca. 2,6årige.

Børnehaveteamet med Trolde-og Muldvarpene med 20-22 børn i alderen ca. 3,6 år til skolestart.

På Alfestuen er der 11-12 børn Fra 0- ca. 2,6 år. Her sker der en masse udviklingsmæssigt, som lige kræver en hånd og/eller et lille skub. Der er rigtig mange ting og færdigheder, som skal læres her. Børnene er meget ude, enten på legepladsen, som er rummelig og med motoriske udfordringer, eller ude at gå ture i lokalområdet. I denne aldersgruppe er ”tryghed” nøgleordet.

Junglestuen fungerer som er småbørnsstue, hvor der kan være op til 16 børn fra 2,6 til ca. 3,3 til 3,8 år. Her vænner de sig stille og roligt til at gå i børnehave.

Herefter rykker vi børnene videre på henholdsvis Troldestuen og Muldvarpestuen, hvor de går indtil skolestart. Man vil af og til opleve at nogen børn bliver rykket efter individuelle hensyn og ikke altid efter alder.

Stuerne kører åbent, så børnene kan lege på tværs i hele huset. Vuggestuens børn tager del i dette, når de selv føler sig parate.

 

Indsatsområder

Sund mad

Der er fuld forplejning for alle hele dagen. I praksis betyder dette, at jeres barn får smagt meget forskelligt mad. Alle spiser det samme og jeres barn er sikret en god og varieret kost, der giver energi til at klare hele dagen. De børn, der kommer inden kl. 8.00 bliver tilbudt morgenmad.

Bevægelse/ Sang

Mandage og onsdage er der fælles leg og gymnastik for Junglestuen og Alfestuen (1 til ca. 3,6 årige børn) fra kl. 9.30 til 10,00.

Tirsdage og torsdage er der morgengymnastik for Troldestuen og Muldvarpestuen (ca. 3,6-5 årige børn) kl. 9.30-10.00, for de børnehavebørn, som ikke er i kolonihaven.

Hver dag i forbindelse med at vi samles og spiser frugt, holdes der gruppevis morgensamling med f.eks oplæsning, sanglege eller rim og remser.

Det betyder at vi i tidsrummet fra kl. 9.00 til 10.00 helst ikke vil have at I afleverer jeres barn, da det virker forstyrrende for alle, ikke mindst for jeres eget barn.

Målrettet sprogstimulering

Vi er meget opmærksomme på det enkelte barns sproglige udvikling. I det daglige betyder det, at vi bruger rim og remser, synger og læser bøger.

Derudover indvier vi børnene i skriftsprogets verden, viser dem hvordan deres navn ser ud og snakker om hvilket bogstav de begynder med. Vi har alfabetet hængende på børnehavestuerne, hvor der er sat et rim på til hvert bogstav.

Sammen med jer forældre vurderer vi om der skal tilbydes en sprogtest når de er 3 år. Omkring 5-års alderen kan man igen teste sproget, hvis det vurderes nødvendigt

Det er vigtigt, at I hjemme synger, læser og snakker med jeres børn, da det har stor betydning for, hvordan barnet vil klare sig, når det kommer i skole.

Kolonihaven

Æblet har en kolonihave ca. 10 min. gang fra institutionen, hvor en gruppe 4-årige børn fra Muldvarpestuen og Troldestuen sammen med 2 voksne går over hver dag fra kl. 9.30 – til kl. 12.00 eller 14.30. Børnene er af sted i en uge ad gangen, så det er ca. hver 3.-4. uge. I vil kunne holde jer orienteret på stuernes opslagstavler, om hvornår det er jeres barns tur.

Børnene skal de uger medbringe en passende rygsæk som sidder godt på ryggen, da de selv skal bære den, med regntøj, skiftetøj og en drikkedunk.

Børnene kommer med derover, når de er 4 år.

Førstehjælpskursus for børn

Vi har abonnement med Falck på førstehjælpskursus for børn. Vi har en gang hver andet år 25 børn på førstehjælpskursus her i Æblet. De børn. der går her fra de er 3-6 år, kommer det mindst en gang, hvor de sammen med 3 voksne er på kursus en hel formiddag. De lærer om de farer man skal passe på. Lærer at kalde hjælp eks. 112. Men man lærer også, at der godt kan være noget, der gør ondt uden at det bløder. Lærer at hjælpe hinanden og på denne måde kan vi forhåbentlig være med til at undgå mobning.

 

Årets gang

Fastelavn

Vi klipper med børnene og pynter op. Børnene kommer udklædte og vi slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller, som er bagt i huset.

Påske

Her klipper og klistrer vi påskepynt og holder påskefrokost med børnene.

 

Sommer og Sommerfest

Om sommeren er vi meget udendørs, bål, vandlege, badebassin og meget mere. Vi holder børnehavens fødselsdag med en sommerfest for børn, søskende og forældre.

 

December

Når vi nærmer os december, skal der julehygges og laves hemmeligheder. De ældste børn i børnehaven øver Luciaoptog. Der afholdes julefest for alle børn, søskende og forældre - nogle år udendørs.

I Æblet holder vi børnejulefrokost, vi synger og læser og en af de sidste dage før jul, går vi om juletræet. I hele julemåneden bliver der holdt julekalender på alle stuerne, dog på lidt forskellige måder.

 

Fødselsdage/sukkerpolitik

Vi fejrer gerne barnets fødselsdag her i Æblet. I kan medbringe et traktement til stuen. Vi kommer også gerne hjem til jer, hvis I gerne vil have børnene hjem til fødselsdag. (dog ikke om fredagen) Men lav venligst aftale med stuen om tid og sted i god tid. Vi beder jer om, at I begrænser sukkerindholdet til fødselsdagene. Vælg kun en sukkerting. Vi vil helt undgå slikposer.

 

Arbejdsdage

I Æblet holder vi 2-3 arbejdsdage om året, hvor personale og forældre samles enten en lørdag eller fredag eftermiddag for at hjælpe hinanden med praktiske gøremål både ude og inde. Den frivillige indsats er EN STOR HJÆLP for både personale og børn samt for vores slunkne budget. Så støt op om arrangementerne og få en rigtig hyggelig dag. Vores bestyrelse har indført et gebyr på 500 kr, hvis man ikke deltager i mindst en arbejdsdag om året.

 

Det praktiske

Dit barns dagligdag er afhængig af, at en masse ting fungerer. Når dit barn skal starte i Æblet, er det vigtigt, at du/I afsætter tid til at kunne være med, da børn reagerer forskelligt.

Som udgangspunkt er det rigtig fint, hvis I kan bruge en uges tid på indkøring. Forstået på den måde at I f.eks er her sammen med jeres barn den første dag 1-2 timer om formiddagen. Anden dag kan I aftale med personale om det vil være en god ide at I prøver at gå en times tid. Næste dag kan I så forlænge med et par timer, så barnet er her hele formiddagen og bliver og spiser frokost inden det hentes. Sidst på ugen er de fleste børn klar til at være her 5-6 timer alene, og vi vil selvfølgelig altid ringe efter jer, hvis vi oplever at jeres barn bliver meget ulykkeligt. Aftal med stuens personale hen af vejen , hvad der er bedst for lige netop jeres barn. Det afhænger også meget af om det er et vuggestue- eller børnehavebarn, og om det f.eks skal sove formiddags– eller middagslur.

 

Husk at en god start på dagen er vigtig. Du og barnet skal sige goddag til en voksen og det er vigtigt, at barnet får sagt rigtigt farvel til dig.

Ligeledes skal du og dit barn sige farvel til en voksen i Æblet, når barnet hentes. Når I afhenter jeres barn, skal det være i så god tid, at I kan forlade Æblet inden lukketid.

 

Klæd jeres barn på i praktisk tøj, hvilket betyder tøj, der kan tåle lidt af hvert bl.a. at blive snavset. Det skal også være tøj, som man kan bevæge sig i. Husk at der nemt kan ske forskellige ting, så dit barn har brug for tørt tøj, så sørg for, at der er skiftetøj i barnets kurv. Sørg for at tøj og fodtøj svarer til årstidens vejr og vind.

Overtøj - på vores legeplads bliver børnene snavsede hver dag, så lad det snavsede overtøj hænge og tag det med hjem evt. hver fredag og vask det.

Det kan ikke betale sig at vaske hver dag. Der skal altid være regntøj, gummistøvler og varmt tøj samt hjemmesko.

Der må ikke være snore i børnenes tøj, halstørklæder er også forbudt. (fare for kvælning). Vi anbefaler elefanthuer eller halse disser.

Af samme årsag må børnene ikke have halskæder/medaljer eller lign. med faste kæder/snore på.

 

Hver fredag skal i tage alt med hjem fra garderoben (dog ikke kurven), så vi kan få gjort godt rent. Æblet påtager sig intet ansvar eller erstatningspligt for bortkommet eller ødelagt tøj, fodtøj m.m. Det er en rigtig god ide at skrive navn i overtøj og fodtøj.

Børnene må ikke have legetøj med hjemmefra. Dog må man på vuggestuen og Junglestuen gerne blive afleveret med en bamse eller lign. hvis det er med til at give tryghed. Så lægger vi det ud på børnenes garderobeplads senere. De børn som sover til middag, må selvfølgelig også have sovedyr med.

Hvis jeres barn stadig bruger ble hele dagen, når det starter på Junglestuen, vil der blive lagt 100kr oven i forældrebetalingen om måneden og 25kr, hvis det kun bruger en  ”soveble”. Husk at sige på til stuens personale, når I ikke skal trækkes mere.

 

Du skal meddele Æblet, hvis dit barn er sygt, holder fri, ferie eller andet. Det er cirkulærebestemt, hvilke sygdomme der er så smitsomme, at vi ikke må modtage børnene, disse bestemmelser følger vi. Men en god regel er desuden, at hvis barnet ikke kan følge en almindelig hverdag, såsom at komme på legepladsen eller gå tur, må man beholde sit barn hjemme. Du kan give besked enten via telefon eller på vores hjemmeside www.aeblet.dk.

 

Hjemmesiden

Vi forsøger hele tiden at optimere vores hjemmeside og gøre den spændende og informativ at besøge. Ikke blot kan du læse alt det praktiske på sitet, du kan også sygemelde dit barn, tjekke kalenderen for arrangementer eller opslagstavlen for info. Hver uge bliver der også lagt en 2-ugers madplan på, så du kan se, hvad dit barn skal have at spise.

 

Bestyrelsen

Da Æblet er en privat daginstitution, er vores bestyrelse meget vigtig. Den skal have et tæt samarbejde med ledelsen i daginstitutionen, ligesom den skal varetage hele institutionens ve og vel. Det er derfor afgørende, at alle forældre påtager sig et ansvar for at få valgt en god og kompetent bestyrelse og herefter bakke den op.

Vores bestyrelse består af 3 selvsupplerende medlemmer, 5 forældrevalgte medlemmer og 1 personalevalgt medlem. Bestyrelsen afholder ca. 4 - 6 møder årligt. De enkelte medlemmer melder sig i diverse udvalg, som også afholder ca. 4 møder årligt. Når man melder sit barn ind i en privat daginstitution, siger man samtidig ja til at få meget mere indflydelse på såvel institutionen som vores børns hverdag. Det stiller også et vist ansvar for, at man som forældre bakker op om de tiltag, som børnehaven foretager, ligesom man opfordres til at deltage i debatten om, hvordan vores institution hele tiden kan gøres bedre. Så ordet er frit.

Info omkring Parkeringsplads.
Æblets parkeringsplads er et offentligt sted, hvor ens ansvarsforsikring dækker evt. skader på biler. Vær opmærksom på at visse forsikringsselskaber ikke dækker, hvis skaden er forårsaget af et barn på under 5 år.



Vis kort
B.C. Æblet | Sønderskovvænget 70 | 5270 Odense N  | 66189914  | aeblet@aeblet.dk
Gør denne side til din startside